Ringkøbing Tennisklub - Vedtægter

 § 1 Formål og hjemsted

Ringkøbing Tennisklub har til formål at virke for tennisspillets udbredelse og at give sine medlemmer bedst mulig adgang til at dyrke dette spil.

Ringkøbing Tennisklub har hjemsted på adressen Kongevejen 48A i Ringkøbing.

 § 2 Indmeldelse

Indmeldelse som medlem af Ringkøbing Tennisklub, som er bindende for 1 sæson - henholdsvis udendørs og indendørs - sker efter nærmere bekendtgørelse fra bestyrelsen. Juniormedlemskab kan tegnes indtil det fyldte 18 år på indmeldelsestidspunktet.

 § 3 Kontingent m.v.

Bestyrelsen fastsætter hvert år inden henholdsvis udendørs- og indendørssæsonens start kontingentet for sæsonen. Kontingentet betales ved indmeldelsen.

Det indbetalte kontingent for udendørssæsonen dækker tidsrummet 1.5. - 30.9. og omfatter kun udendørsspil.

Det indbetalte kontingent for indendørssæsonen dækker tidsrummet 1.9. - 30.4. og omfatter kun indendørsspil. Såfremt en fast spilletid ønskes i hallen, betales dette efter bestyrelsens fastsættelse ved siden af medlemskontingentet.

 § 4 Bestyrelsen

Bestyrelsen består efter generalforsamlingens valg af 4 eller 5 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at henholdsvis 2 eller 2 og 3 medlemmer afgår efter tur hvert år, samt 1 suppleant, der vælges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Bestyrelsen leder foreningen og repræsenterer denne udadtil.

Sekretæren skal føre protokol over alle forhandlinger på generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

 § 5 Udvalg

Bestyrelsen nedsætter udvalg efter behov, f.eks. senior, ungdoms-, motions-, bygnings- og anlægsudvalg m.fl. Bestyrelsen fastsætter udvalgenes arbejdsfunktioner. I hvert nedsat udvalg indgår et bestyrelsesmedlem som kontaktperson til bestyrelsen. Kontaktpersonerne er bindeled mellem udvalgene og bestyrelsen og har endvidere ansvaret for, at arbejdet under det pågældende område fungerer tilfredsstillende.

Udvalgene supplerer selv udvalgets medlemmer.

 § 6 Ordensregler

Bestyrelsen udarbejder regler for god orden på baneanlæg, i hal og klublokaler. Overtrædelse af bestemmelserne kan medføre udelukkelse fra klubben uden tilbagebetaling af medlemskontingent. Et medlem, der af bestyrelsen udelukkes i henhold til ovenstående, kan indanke beslutningen for den førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.

 § 7 Regnskab og revision

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Klubbens økonomi forvaltes af kassereren med ansvar overfor den øvrige bestyrelse og generalforsamlingen.

Revisorerne gennemgår det af kassereren førte bogholderi og har beføjelse til uanmeldt af sikre sig, at de registrerede beholdninger og bogføringsbilag er til stede. Revisorerne er forpligtede til at anføre evt. uoverensstemmelser i revisionspåtegningen på årsregnskabet.

 

§ 8 Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Den indvarsles mindst 14 dage forud ved opslag i klubhuset og på klubbens hjemmeside samt ved elektronisk meddelelse til de medlemmer, som klubben har mailadresser på.

Lovligt indvarslede generalforsamlinger er beslutningsdygtige uden hensyn til de fremmødtes antal. Alle afstemninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal, dog kræves der 2/3 af de afgivne stemmer for at vedtage vedtægtsændringer.

Afstemninger og valg kan med dirigentens tilladelse ske ved håndsoprækning eller akklamation, men skal efter begæring af kun 2 medlemmer foregå skriftligt.

Medlemmer under 18 år har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2.  Bestyrelsens beretning om det forløbne år

3. Kassererens fremlæggelse af det reviderede regnskab og budget.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant.

5. Valg af 2 revisorer for det kommende regnskabsår

6. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelsen og medlemmer i øvrigt.

7. Eventuelt.

Forsalg, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden skriftligt i hænde senest 4 dage før generalforsamlingens afholdelse, dog for så vidt angår vedtægtsændringer senest den 1. januar.

Til æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag på generalforsamlingen udnævnes personer, som igennem en længere periode har ydet en ekstraordinær stor personlig indsats for klubben.

 § 9 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med samme varsel som ordinære generalforsamlinger, når formanden, bestyrelsen eller 1/4-del af klubbens seniormedlemmer fremsætter ønske herom ledsaget af en skriftlig dagsorden.

På ekstraordinære generalforsamlinger behandles kun det eller de emner, der ligger til grund for indkaldelsen.

 §10 Økonomiske dispositioner

Generalforsamlingen giver ved sit valg af bestyrelsen denne fuldmagt til at forestå alle de for klubben nødvendige økonomiske dispositioner vedrørende den årlige drift af tennisanlægget, klubarrangementer m.v. Optagelse af lån, leje, køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt tilsvarende væsentlige eller ekstraordinære dispositioner kræver forudgående godkendelse af en generalforsamling.

Klubben tegnes af den samlede bestyrelse, der dog kan uddelegere fuldmagt til kassereren vedrørende de daglige økonomiske dispositioner.

 §11 Klubbens opløsning

Beslutning om klubbens opløsning eller forandring af dens navn kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling, hvor forslag om opløsningen eller navneforandringen skal være anført i indkaldelsen. Mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer må være til stede, og der kræves, at mindst ¾ af de fremmødte skal stemme for opløsningen eller navneforandringen. Er der ikke mødt et tilstrækkeligt antal medlemmer frem, indkaldes på sædvanlig måde til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor bestemmelsen kan tages med ovennævnte stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødtes antal.

Ved eventuel opløsning vælges 3 likvidatorer til at forestå den endelige opløsning.

Eventuel formue anvendes til sportslige formål.

 Vedtaget på generalforsamlingen den 25. april 2018.